At tale i spørgsmål?
10. jan 2010 18:21, RuntzePå vej til byen igår morges observerede jeg et par med en lille sød dreng i bussen. Jeg skulle mødes med en god veninde til brunch.
Det var mest faren der talte med barnet. Eller skulle man sige til barnet, for drengen var ikke et år endnu. Selv om han tydeligvis var for lille til at svare så talte faren kun i spørgsmål; fryser du? Skal du have en banan, Må jeg se din nye tand? Skal jeg tage sutten? Vil du have sutten? ... og så videre i en lang strøm af ord. Hvorfor? Det stakkels barn kan jo høre på tonefaldet at det er et spørgsmål.
Når barnet bliver størrer bliver det kun værrer hvis man bliver ved med at spørge; Er du sød at tage sko på? Har jeg hørt utallige gange i mange varianter i børnehaven. Hvorfor spørge, man risikerer jo bare et nej?
Selvfølgelig går jeg ind for at man skal høre sine børn og spørge dem, men jeg syntes ærlig talt snart at børn ikke mødes med andet en spørgsmål hele dagen. Den voksne bør tage sit ansvar.
Bruger du sprøgsmål til dine børn? Jeg tager en gang imellem mig selv i det, men jeg prøver at rydde ud i det, for det er altså en uvane.
11. jan 2010 08:54
Ja, det gør jeg - men kun når jeg kan tåle at høre svaret.
Og når jeg vil opnå noget, forsøger jeg at sige det som "jeg vil gerne have, at ... (du dækker bord)" i stedet for "Dæk bord!" eller "Du skal dække bord" (osv.)
11. jan 2010 16:34
Jeg vil gerne have at du dækker bord, er jo ikke som sådan et spørgsmål. Det er "jeg" sprog, som er rigtig godt, men det er en helt anden diskussion ;-)
Jeg har bare så svært ved at tie overfor sådan et par som dem i bussen. Det var helt tydeligt at de aldrig havde tænkt over at de brugte spørgsmål hele tiden.