Navlepilleri

Min blog ender med at være en rejsedagbog. Jeg skriver snart så sporadisk at det kun er når jeg lige skal skrive om en rejse at jeg får forvildet mig herind.

Men nu er den næste rejse på plads. En weekend alene med manden i Luxenbourg. Han skal derned med arbejdet så jeg får en ekstra dag alene til at drysse rundt (=shoppe)

I påsken har jeg også fri, men skal heldigvis ikke rigtig noget. Andet end i haven. Som en anden tosse går jeg og kigger på små krokus-toppe og toppene af de tidlige tulipaner. De lyserøde snepryd er ikke dukket op endnu.

Men i april står den altså på tur til Luxenbourg. Som om det ikke var det eneste, så er vi ved at planlægge juleskiferien. Uhm det glæder vi os til.

Men bare rolig, når jeg ikke skriver om ferier så er jeg ved at blive opslugt af hverdagen. Faktisk lidt for meget. Jeg er lige på kanten til at have for travlt for tiden. Jeg har været der før og jeg kan tydeligt mærke det. En lille del af det er at jeg får en størrer appetit på motionen. Simpelthen for at kunne klare hverdagen.

Jeg kiggede lidt på tulipanerne hos grønthandleren. Mest fordi de havde nogle flotte farver, men de var nok lidt for billige. De havde stået for varmt så et par enkelte var længere end de andre og resten var slatne.

Men grønthandleren mente at jeg lignede dem....tak for den sammeligning.

Jeg kan vist kun give ham ret, hvor nogen ting bare kører på skinner i mit liv lige nu, så er der andre som ikke gør.

Heldigvis så var hjælpen ikke så langt væk. Gode venner som læser en og sætter ind der hvor det hjælper allermest, er guld værd. At man så er et utaknemmeligt skarn som tuder bare fordi der er nogen som kan se det og hælper uden at blive spurgt? Hvorfor gør man det?

Så er hverdagen i gang for fuld skrue. Skruen uden ende ville nogen nok mene. Og ja der er da hverdage nok at tage af, vasketøj, oprydning, hente-bringe børn, arbejde, sove og så videre -det stopper forhåbentlig ikke lige med det samme.

Det er heldigvis snart påskeferie. Mon man kan hive et par dage på ski ud af den?

Det går simpelthen strygende og forrygende på jobbet. Årsevalueringen modtaget, den var meget meget positiv og der ligger mange spændende ting på mit bord lige nu. Et møde med chefs chef og chefs-chefs chef og et par andre pinger lurer i denne uge -jeg skal vist lige forberede mig en smule.

Det kan sagtens lade sig gøre at tage på ferie alene med tre børn. Det kan også sagtens lade sig gøre at slappe af, nyde det og stå på temposki alene med tre børn.

Lige da vi ankom var jeg noget træt, og manglede lidt et par ekstra hænder, men pigerne er jo efterhånden så store at de kunne hjælpe godt til. Vi fik lejet ski og købt skipas fredag aften.

Lørdag var en helt fantastisk dag. Solen skinnede på toppen fra morgenstunden, sneen var dejlig og op på formiddagen var tågen/skyen blevet spredt så der var sol over hele bjerget. Men det er nu betagende at stå på toppen og se hvordan andre bjergtoppe stikker op af skyerne.

Yngste stod meeeget langsomt og forsigtigt. De store blev reddet fra den langsomme søster af svigerfamilien som kom og tog dem med på tur. Men efter de store var taget afsted spiste vi en Kaisersmarn og den gav fart i skiene på yngste og pludselig skulle jeg strenge mig an for at følge med.

2. dagen var lige så skøn. I løbet af denne dag kom solen også frem og vores venner kom endelig på bjerget. De var noget forbløffede over den fart yngste lagde for dagen. 6 år og allerede ved at stå fra moderen. SUK.

3. dag var ungerne på skiskole og jeg havde nu fornøjelsen af at stå igennem uden at skulle holde øje med ungerne i tre solrige og frostklare dage. Onsdag blev det dog en smule tøvejr om eftermiddagen. Ulempen ved at have ungerne på skiskole var at de skulle afleveres og hentes helt nede ved den store lift hvor der var kø på de tidspunkter. Men begge pigerne havde i år nogle super gode skilærere og lærte utrolig meget.

De sidste to dage var præget af tøvejr især om eftermiddagen hvor det var en omgang slush ice at stå i.

Ældste havde også et ordentlig styrt den sidste dag. Men kom heldigvis ikke synderlig til skade, men skiløbet var alligevel slut for hendes vedkommende.

Det jeg husker ferien bedst for er det super gode skikøb, solskin, god mad, gode øl, en god tur på bar med live-musik (og afsyngning af Vimmersvej...) godt selskab med gode venner og svigerfamilien.

Endnu en gang syntes vi alle at en uge på ski er alt for lidt, vi er slet slet ikke mætte af skiløb, hvis man nogensinde bliver det. Måske en weekend i Sverige i marts kan råde bod på det. Ellers så skal vi måske tage afsted i julen og igen i uge syv -næste vinter....så slipper vi også for juleræset ;-)

Jeg er træt indtil benet for tiden. En forklaring kan selvfølgelig været min fucked up døgnrytme somfik mig til at vågne uden at kunne sove videre klokken halv seks lørdag morgen, overhovedet ikke udhvilet.

Når jeg kigger tilbage på min uge er det vist heller intet under.

Når man kommer hjem fra rejse, så er det øverste på ens ønskeliste ikke en halvinvalid mand så man kan starte på vasketøj, rengøring, snerydning oven i en almindelig arbejdsuge og et par aftenaftaler, heriblandt gæster til middag fredag aften, hvilket gør at huset må klat-rengøres midt i ugen.

En lørdagsskoledag med fællesspisning giver heller ikke ligefrem luft i programmet. Herregud det var da hyggeligt nok, men efter at have kørt mand og barn til ridning (jeg kan altså ikke stå for opsadling), købt ind, lavet mad, aflevet børn, siddet og set på forestilling, anrettet mad, siddet og snik-snakket med andre forældre, ryddet op, kørt hjem så var jeg brugt for hele weekende.

Resten af dagen har jeg da heller intet lavet. Sovet et par timer, hvilket nok skal vise sig at give endnu flere problemer med søvnrytmen. Men meget tiltrængt.

Men frisk er jeg altså ikke.

Nu er der kun en smule jet-lag tilbage. Jeg kom hjem fra Beijing søndag. Efter at have været "på benene" i 23 timer smuttede jeg træt i seng. For at vågne kl 1. Det var jo 8 Beijing time. Jeg formåede at falde i søvn og sove til klokken 3....

Så i går var jeg noget træt. Til morgen sov jeg da også til klokke fem, så til weekenden kan jeg måske sove lidt længere...?

Turen har været meget blandet.

Jeg har blandt andet mødt et meget spændende menneske som jeg faldt fuldstændig i hak med.

Mødt en by som var meget kaotisk, levende og grim.

En omgang fødevareforgiftning med en ødelagt nat og formiddag, efterfulgt af en præsentation med bløde knæ, ikke fordi jeg var nervøs, men fordi jeg kun lige havde fået en cola ovenpå min opkastende nat.

En rehearsal med bløde knæ og bankende hjerte fordi jeg var nervøs. Scenen var stor, der var ingen talerstol og al min øvelse i at tale laaangsomt gik i vasken den første halvdel af præsentationen.

Et besøg på muren, som var krævende for lårmusklerne, hvor er den stejl. Men den del jeg besøgte blev besejret helt til tops.

En dag på den himmelske fredsplads og i den forbudte by, hvor alting hedder noget med Union, Peace, Heavenly Beauty, Superior Harmony, Earthly Tranquil eller Accumulated Elegance. Kineserne trænger i den grad også til disse ting så kaotisk som deres land er. Et par Hutong'er blev besøgt og Silke-markedet.

Så kom søndagen, den begyndte tidligt, med pakning af kuffert, en smule morgenmad i den nervøse mave. Et par vandringer op og ned af den store scene og så den store præsentation. Fast og langsom stemme. Jeg kunne rent faktisk smile til publikum bare fordi...

Fornemmelsen af sejr, resten af dagen.

Turen til et andet og bedre marked end silkemarkedet.

Udtjekning, afgang, lufthavnsshopping og ombord på flyet.

Ingen underholdning i flyet, men en mindre fest med gode øl, indtil stewardessen mente vi larmede for meget.

Landing, venten på bagage, venten på bagage, venten på bagage, taxa hjem, glade børn, gaver.

Nu glæder jeg mig bare til næste gang jeg skal afsted....

Ja det har været en af de der weekender hvor jeg nu tænker; puh det skal blive godt at komme på arbjede imorgen, så kan jeg i det mindste blive siddende i længere tid uden at blive afbrudt hele tiden.

Eller jeg bliver jo afbrudt, men jeg får alligevel lov til at blive siddende og fordybe mig i tingene. Ikke ligefrem noget som er sket her i denne weekend.

Først og fremmest så hænge det hele jo unægtelig på mig, når manden har en diskos prolaps. Så lørdagen gik stort set med indkøb og rengøring. jeg mangler faktisk stadig noget. Men pigerne begyndte at keeedee  sig, så vi tog ind til Frederiksberg runddel for at stå på skøjter. Enten var mine lejede skøjter bare for slidte så de gav for lidt støtte til anklerne eller også har jeg efterhånden meget svage ankler. For øv hvor blev de hurtigt trætte og gjorde ondt.

Mellemste har jo stået en del og hun var stadig god, yngste som var på skøjter for anden gang gjorde det faktisk også rigtig fint og hun blev ikke alt for skræmt af den dame som ikke kunne styre uden om hende, først væltede hende og dernæst faldt ned over hende. Hun slog hagen i isen og en rokketand blev noget mere løs end tidligere.

Men hjem igen og igang med aftensmaden efterfuldt af noget lektielæsning.

Dagen idag er mest af alt gået med vasketøj, skift af sengetøj, mere lektielæsning og så lige et smut til Futsal. Vores første sejr. Skønt. Det fik også lige løsnet lidt op for mine muskler som efter fredagens yoga var ømme. Vel hjemme igen kunne jeg gå igang med aftensmaden.

Så det bliver helt dejligt at komme på arbejde med mulighed for at sidde lidt på den flade imorgen...

Spørg mig ikke hvorfor jeg er så vild med den overskrift. Den har været brugt før. Måske fordi jeg godt kan lide at tage vendinger, ordsprog og talemåder og vinkle dem lidt så de enter er helt forkerte eller bare får en ny ekstra dimmension.

Men altså nu er det lige om snart at jeg suser til Beijing. Alle mine piger har smuglyttet når jeg har øvet på min ene time-lange præsentation -og kommenteret når hastigheden er løbet af med mig. Jeg syntes stadig jeg lyder som en stewardesse der gennemgår sikkerhedsforanstaltningerne når jeg taler så langsomt.

Den anden lidt kortere (og interne) præsentation mangler tre måske fire slides før den er færdig.

Der er planlagt tre halve dages udflugter; shopping, den forbudte by og muren. En kinesisk kollega er hjælpsom med turen til muren og hvor den gode shopping er ;-)

Når jeg kommer hjem er der kun små to uger til skiferien starter. Det hele sker lige om snart...

Jeg frygtede det, her den seneste uge. Men håbede da hele tiden at det nok skulle gå.

Men idag blev det slået fast. Det er en re-prolaps manden render rundt med. Så nu står den på fysio og skiferien er aflyst for hans vedkommende.

Vi andre tager nu afsted alligevel. Men svigerfamilien bliver vi stadig fire voksne til de to biler, så det er muligt at komme derned og hjem i god ro og orden. Vi skal jo også derned med nogle gode venner, så det bliver ikke bare børnene og jeg der skal stå på ski.

Men det er altså ikke lige drømmeudgaven af skiferien at skulle af sted uden manden :-(

Gad vide om mine børn når de bliver størrer tænker tilbage på deres barndoms vintre som fulde af sne og frost?

I ved den der med at man husker det sjoveste? Hvor mange af dine barndoms vintre var fulde af sne og hvor mange somre fulde af sol? Har du prøvet at tjekke data fra dengang? Det var bare ikke så idyllisk som man husker det.

Vi har været på gadekæret og stå på skøjter/glide på støvler et par gange de seneste dage. Det er bare sjovt og pigerne ville helst blive der hele dagen.

Vi må finde en udendørs skøjtebane med udlejning af skøjter i weekenden så alle kan få lov til at skøjte rigtigt. Pt er det kun mellemste som har et par arve-skøjter. Det virker lidt voldsomt at investere i skøjter til hele familien, når vi nu normalt ikke har så kolde vintre at man kan skøjte på gadekæret og her fra den lille by er der lidt for langt til skøjtebanerne til at vi bruger dem jævnligt.

Men jeg syntes det er dejligt med sne og kulde. Man glæder sig også hele tiden til skiferien.

Kom nu ferie.

(ja ja, jeg skal bare lige et smut til Beijing først ;-)

For at få succes på P3 skal man have fuldskæg? Eller?

Men de der I got you on tape er aligevel ret fede.

Og så vandt de så også P3 prisen

Hold op hvor er det svært at tale langsomt og ty-de-ligt.

Når mellemste er i nærheden går det sådan nogenlunde.

Men altså det er jo hurtigere overstået hvis man japper afsted.

Jeg bliver snart grøn i hovedet af at øve langsom tale....

På vej til byen igår morges observerede jeg et par med en lille sød dreng i bussen. Jeg skulle mødes med en god veninde til brunch.

Det var mest faren der talte med barnet. Eller skulle man sige til barnet, for drengen var ikke et år endnu. Selv om han tydeligvis var for lille til at svare så talte faren kun i spørgsmål; fryser du? Skal du have en banan, Må jeg se din nye tand? Skal jeg tage sutten? Vil du have sutten? ... og så videre i en lang strøm af ord. Hvorfor? Det stakkels barn kan jo høre på tonefaldet at det er et spørgsmål.

Når barnet bliver størrer bliver det kun værrer hvis man bliver ved med at spørge; Er du sød at tage sko på? Har jeg hørt utallige gange i mange varianter i børnehaven. Hvorfor spørge, man risikerer jo bare et nej?

Selvfølgelig går jeg ind for at man skal høre sine børn og spørge dem, men jeg syntes ærlig talt snart at børn ikke mødes med andet en spørgsmål hele dagen. Den voksne bør tage sit ansvar.

Bruger du sprøgsmål til dine børn? Jeg tager en gang imellem mig selv i det, men jeg prøver at rydde ud i det, for det er altså en uvane.

To dage har jeg besøgt den smukke bygning.

Igår for at blive evalueret på min præsentation. Jeg bruger sådan set kun 20 ord for meget ...i minuttet.

Gang på gang får jeg af vide at jeg taler for hurtigt. Den lune Britiske evaluør kunne give mig et par opgaver som gerne skulle forbedre min talehastighed. Den skal ned. Jeg syntes bare det bliver så kedeligt. Men det kan jo ikke nytte at budskabet ikke modtages fordi det ikke kan forståes.

Men igår var en lang dag og idag endnu længere. Klokken var halv otte før den smukke bygning blev forladt. Nogle gange er jeg lidt misundelig på dem som sidder i den smukke bygning. Den er lys og som sagt meget smuk. Men den er vist kun til at holde ud når man besøger dens mødelokaler. For alle dem som sidder i samme rum, uanset om de sidder i stuen eller på 2. sal, må det være trættende. Små-støj er der hele tiden i baggrunden. Så bliver man pludselig glad for den sorte tændstiksæske jeg normalt sidder i. Hvor vi trods alt kun er ca 14 i samme lokale.

Nu er jeg træt. Fredagen burde blive en kort dag efter disse to maraton-dage, men efter to dage i den smukke bygning er der desværre en masse hængepartier på mit bord. Og en præsentation til næste uge (hvor jeg allerede kan øve mig på talehastigheden) og en mere til Beijing.

2009 er nu et overstået kapitel. Vi tog på familiebesøg i Jylland i fridagene. Som manden kunne konstaterede, så tog det mig fem minutter at gå ned i tempo, som i helt ned til doven niveau. Jeg har simpelthen stort set intet foretaget mig i alle disse fridage.

Lige nu står der lidt julepynt og griner ad mig. Jeg har samlet det sammen, men det skal jo lige ned i en kasse. Måske venter jeg lidt, jeg plejer at finde mere hen ad vejen og det er irriterende at skulle finde kasserne frem igen.

Lyskæder og indiske stjerner overvejer jeg dog at lade være, så er der lidt hyggebelysning gennem mørke januar.

2009 har været et travlt år. Manden rejste frygtelig meget i første halvdel og jeg videreuddannede mig oveni. 2009 var også året hvor ulven lurede, den truer stadig med at komme i 2010, jeg ved ikke helt om jeg tror på at den kommer.

Vi var på parforholdspleje-weekend i Barcelona, en delig tur. Jeg fik overstået og bestået min eksamen, og vi kunne tage til Umbrien/Toscana i ferien.

2009 var året hvor yngste startede i skole. Efterfulgt af et halvår som har været mere roligt. Manden rejser nemlig ikke så meget mere. 2. halvår blev også tidspunktet hvor jeg blev forfremmet.

Bloggen har stået meget stille her i efteråret, jeg har lige været inde og lure lidt på året der gik og det er noget tyndt besat i efteråret. Jeg overvejer til stadighed min blog. Det er bare alt for svært at sige farvel. Så mon ikke jeg holder ved. Måske inspirationen kommer over mig. Jeg ved det ikke. Bloggen har holdt 5 års jubilæum for et par måneder siden. Jeg er ikke sikker på at den kommer til at holde 10 års jubilæum. Men jeg tror da på at jeg stadig blogger om 5 år, måske bare ikke her.

2010? Ja hvad ønsker jeg egentlig for 2010? Lige nu er jeg en smule blank. Ønsker jeg at ulven kommer? Eller at den forsvinder helt? Familien og jeg har det jo egentlig meget godt sådan som vi lever vores liv lige nu, så hvorfor vælte rundt på det? Men på den anden side så håber jeg stadig at vi får lov til at prøve at udleve drømmen, nogen gange så virker springet bare så uoverskueligt. I 2010 ved jeg at jeg kommer til Beijing i januar. Det skal nok blive spændende. Jeg vil gerne nå at se muren og den forbudte by, samt nå lidt shopping. Det skulle gerne være til at nå med det program jeg har. Selve mine præsentationer bliver også en udfordring. Den ene skal foregå med to simultantolke, som skal tolke hvert sit sprog.

Men derud over har jeg ikke de store ønsker eller forventninger til 2010, mon ikke de kommer hen ad vejen?

Godt nytår